Verden set fra au pair-pigernes vinkel

Au Pair Stories 1487

Da hun hørte om Danmark, var filippinske Vanessa Faith Agreda med det samme overbevist om, at det måtte være det ultimative. Et af verdens rigeste lande, kunne hun læse sig til. Det næstgrønneste land, det lykkeligste folk og det næstmindst korrupte land. Så hun skrev en ansøgning om at blive au pair, blev optaget og fløj til Danmark.

»Mange filippinere arbejder i Mellemøsten, og hvis man sammenligner med Skandinavien, hvor lighed vægtes højt, er det her et paradis. I Mellemøsten er det slaveri, folk arbejder 12-18 timer om dagen. I Danmark står der fem timer i kontrakten, og det betyder stor frihed. Her er ikke noget fysisk misbrug, og det hele lyder vidunderligt,« siger den 22-årige filippiner. »I hvert fald når man læser programmet.«

På en solrig tirsdag i rosenhaven ved Hellerup Havn sidder hun bag et par store solbriller på en bænk. Det er 11 måneder siden, hun ankom, og hun har hele perioden været au pair hos den samme familie i Hellerup. To midaldrende mænd er optaget af en tenniskamp, og ovre ved sejlklubben er et flyttehold ved at læsse kasser af. Legepladsen oppe ved Onsgårdsvej er tom, men hun siger, at hun ofte tager sin værtsfamilies børn med herned. Hun taler ikke meget dansk, og børnene kan ikke engelsk, men det er fint nok, siger hun og smiler.

Det franske udtryk ’au pair’ betyder ’på lige fod’, og ideen er, at man som au pair bor hos en værtsfamilie med børn under 18 år på lige vilkår med resten af familiens medlemmer. Ifølge Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings hjemmeside er formålet, at au pairen »kan forbedre sine sproglige og evt. faglige kundskaber samt udvide sin kulturelle horisont« ved at få et bedre kendskab til Danmark. Samtidig deltager au pairen i de huslige pligter (for eksempel rengøring, tøjvask, madlavning, børnepasning) hos værtsfamilien i minimum tre og maksimum fem timer om dagen, maksimalt seks dage om ugen, og udover kost og logi udbetales 3.150 kr. om måneden i ’lommepenge’.

Fire ud af fem au pairer i Danmark bor hos familier i Gentofte Kommune, som inkluderer Hellerup, og ifølge Vanessa Faith Agreda er 70 procent fra Filippinerne.

»Og det er der en grund til,« siger hun i rosenhaven ved havnen.

»Som jeg har hørt flere værtsmødre sige, er vi – sammenlignet med for eksempel folk fra Malaysia, Indonesien og Korea – rigtig gode til at tale engelsk. Og så arbejder vi hårdt. Vi er tålmodige, og vi er stille.«

Overarbejde hver dag

Få uger efter sin ankomst i Danmark gik det op for hende, at noget var galt. Hendes au pair-veninder fra Filippinerne fortalte ulykkelige historier fra indersiden af de store strandvejsvillaer, og flere blev flyttet rundt mellem familier. Nogle flygtede og var væk i måneder. Andre følte sig mishandlet, ignoreret eller undertrykt, og langt de fleste arbejdede for meget.

»En af mine veninder arbejdede i en femetagers villa i Klampenborg, kæmpestor og fancy. Det er som om, at jo større værtsfamiliernes huse er, jo mere krævende er de. Nå, men hun havde ingen chance for at gøre huset rent på fem timer, så hun overarbejdede hver dag. Og hver dag sagde værtinden: ’Der er stadig liiiidt støv der’« fortæller Vanessa og karikerer med højstemt tone overklassens pertentlighed. Hun spørger, om jeg kender Askepots onde stedmor fra eventyret.

»Min veninde holdt ud i flere måneder uden at klage, men en dag flygtede hun. Hun var ødelagt indeni, men værtsfamilien vidste ikke, at hun havde det dårligt, så de var lige så forvirrede som hun.«

Nogen nyhed er det langtfra, at au pair-ordningen ikke er perfekt, og de seneste år har der været flere afsløringer af overgreb på au pairer. I sommer lavede Avisen.dk og Ugebrevet A4 en undersøgelse af au pair-pigernes arbejdsvilkår, og Vanessa Faith Agreda er taknemmelig for mediernes arbejde, men hun mener ikke, at de i tilstrækkelig grad har taget udgangspunkt i hovedpersonerne selv. »Vi er ikke blevet hørt,« siger hun. »Men det er desværre vores egen skyld.«

Hendes teori er, at kulturforskellen mellem danskere og filippinere er afgørende, og hun hævder, at netop denne forskel har været fraværende i debatten, fordi det er så svært at få filippinerne til at fortælle om, hvordan de har det.

»Vi filippinere er kendt for at være høflige og respektfulde, især over for de klassiske autoriteter. Ældre, chefer, udlejere og sådan. Men vigtigst af alt er vi tålmodige og ydmyge, og som udgangspunkt siger vi altid ja. Vi kan ikke lide at skændes, fordi man i vores kultur påskønner stilhed og selvevaluering.«

Kulturen er svær at ryste af sig – særligt når au pair-opholdet ikke er længere, end det er – og det er også kulturforskellen, som kan forklare de mange misforståelser, mener hun, fordi au pairer siger ja til ordrer uden helt at forstå dem. Og når au pairerne i stedet for at tage konfrontationen blot flygter, efterlader det også værtsfamilierne i vildrede, ja nærmest i chok.

»Nogle siger, at filippinere er ignoranter, fordi vi ikke taler, og fordi vi undgår konfrontationer og forhandlinger,« siger hun og ryster kort på hovedet.

»Men det er forkert. Måske er vi ikke særlig udtryksfulde, men vi er ikke ignoranter.«

Forsker undercover

På universitetet i Filippinerne, hvor Vanessa Faith Agreda for første gang blev præsenteret for au pair-ordningen, beskæftigede hun sig med kvalitative og kvantitative analyser, research og antropologi. Da hun kom til Danmark, faldt det hende derfor naturligt at bruge sine kompetencer til at omsætte sin forundring til empiri. For hvordan kan vores velfærdssamfund acceptere tilstedeværelsen af et så dysfunktionelt system? Og hvorfor spørger medierne ikke dem, det handler om?

Hun var ikke interesseret i anonymiserede case-historier, men hun ville afklare, om hendes og hendes veninders oplevelser var repræsentative. Og mens Ugebrevet A4 lavede spørgeskemaer, tænkte hun, at hun var nødt til at tage ud som sociolog undercover og lave kvalitative interview med et repræsentativt udsnit af au pairerne. På den måde kunne hun få nok data til at blive talerør for de tavse filippinere.

Og i dag, efter 11 måneder i landet, er hendes undersøgelse ved at udforme sig.

»Jeg er meget interesseret i mennesker, så det faldt mig naturligt at interviewe andre,« siger hun. Hun har nu gennemført mere end 50 ’personlige interview’, som hun kalder dem, med sine filippinske kolleger og nogle af deres venner. De har travlt med at arbejde i hverdagene, så interviewene har typisk fundet sted i weekenderne. Enten til fester om lørdagen, hvor hun har kunnet udvide sit netværk og tale med nye mennesker, eller om søndagen i kirken Filipino Christian Church Communities på Nørrebro, hvor mange filippinske au pairer kommer.

»Der har ikke været så meget hokuspokus, det har bare været normale samtaler om, hvordan de har det med deres værtsfamilier, hvordan de har behandlet dem, og om de er glade og tilfredse. Den slags.«

Frem fra sin hæklede taske fisker hun en mappe med håndskrevne papirer. Det er notater fra interviewene, hendes datasæt og hendes konklusioner. Og det ser desværre ikke så godt ud, advarer hun.

»Kun 20 procent siger, at de er meget tilfredse med deres værtsfamilie. 30 procent er tilfredse, men ikke glade, mens majoriteten – 50 procent – ikke er tilfredse. De er ulykkelige. Og det er dem, der skifter familie,« forklarer hun. Det, der oftest gør au pairerne ulykkelige, er det hårde sprog, som nogle møder i værtsfamilierne. ’Verbal mishandling’, som Vanessa Faith Agreda kalder det.

»Jeg har hørt historier om folk, der har glemt at sætte vasketøj over, eller som er kommet til at give hunden det forkerte foder. Små hændelige fejl. Så har deres værter reageret med ord, der har såret dem, som for eksempel ’fuck’ og ’idiot’. I sådan nogle tilfælde kan au pair-pigen ikke gøre andet end at græde, men hun venter altid, til værtsfamilien ikke kan se hende,« siger hun og smiler nærmest undskyldende.

»Jeg har venner, som har lidt under den slags. En af mine veninder var voldsomt syg og havde brug for at hvile i mere end to uger. Efter pausen var hun stadig ikke i stand til at arbejde, men så begyndte hendes værtsfamilie at sige grimme ord om hende. De kaldte hende ’ubrugelig’, og de sagde, at de bare spildte penge på hende. Til sidst fik hun ikke engang lov til at spise hos dem,« siger hun.

Den konfliktsky filippiner

Men den overskyggende årsag til, at au pairerne ikke er tilfredse, er, at de overarbejder. Alt i alt sagde 80 procent af de adspurgte, at de nogle gange arbejder for meget. De fleste har fem timer om dagen, men nogle gange bliver det til mere, måske syv eller otte.

»Jeg har det helt fint med at arbejde, og jeg arbejder gerne en time eller halvanden ekstra, for det er jo rart at hjælpe til. Men otte timer om dagen er for meget,« siger Vanessa Faith Agreda, der dog selv mener at være blandt de 20 procent, som ikke arbejder for meget.

De 80 procent, der har angivet, at de arbejder for meget, står i skarp kontrast til de 30 procent fra undersøgelsen, som Ugebrevet A4 og Avisen.dk fremlagde sidste år. Dengang sagde forsker og au pair-ekspert Helle Stenum, at »undersøgelsens tal for arbejdstid formentlig er i underkanten i forhold til virkeligheden,« og Vanessa Faith Agredas kvalitative undersøgelse antyder mildest talt det samme. Ifølge hende er det sandsynligt, at au pair-pigerne i spørgeskemaundersøgelsen fra sidste år har givet lige lovligt rosenrøde besvarelser, og hun henviser til den føromtalte kulturforskel og til billedet af den typiske konfliktsky filippiner.

»Ingen au pair vil nogensinde, ansigt til ansigt med sin værtsfamilie, turde klage uden at have venner i ryggen,« siger hun.

— Hvad synes din værtsfamilie om, at du har lavet sådan en undersøgelse?

»Min værtsfamilie har det fint med, at jeg laver undersøgelsen, men de er chokerede over og kede af resultatet. De har nævnt for mig, at der virkelig er nogle familier derude, som er pertentlige, når det kommer til rengøring, så de er måske ikke så overraskede,« siger hun og understreger, at hendes egen værtsfamilie har bakket op om hendes projekt.

»Jeg er rigtig gode venner med min værtsfamilie, og jeg arbejder fra mandag til lørdag, fem timer om dagen.«

— Kun fem timer?

»Ja, ligesom der står i kontrakten«

— Men du skrev, at det var bedst at mødes mellem 12 og14. Hvorfor det?

»Altså. Mit arbejde er ikke fem timer i træk. Det kan være et par stykker om formiddagen, et par om eftermiddagen. Nogle gange lidt mere, for fem timer er jo ikke særlig meget. For det meste henter jeg børnene og sådan … Det er fleksibelt.«

Superstar derhjemme

Selv om Vanessa Faith Agreda er tilfreds med sin værtsfamilie og sit ophold i Danmark indtil nu, har hun stort set ikke lært noget dansk. Hun har færdiggjort modul 2 i sin danskklasse, men hun opsnapper ikke så meget som et ord fra forbipasserende og fra de samtaler, der finder sted på de andre bænke, og i sit værtshjem taler hun udelukkende engelsk.

»Før jeg tog af sted, havde jeg en forventning om kulturel udveksling. Om at jeg ville blive introduceret til, hvordan danskerne lever, og at jeg ville blive behandlet som et familiemedlem. Jeg havde regnet med at lære lidt sprog, fordi det jo er et kulturelt program. Storartede ting havde jeg forventet, og heldigvis landede jeg hos en god værtsfamilie, så mange af mine forveninger blev indfriet« siger hun.

Også overarbejde havde hun forventet, for som hun siger, er det umuligt at nå ret meget på fem timer.

»Efter fem timers arbejde tænker man altid: ’Det er ikke godt nok, der er stadig beskidt’,« siger hun. Men uanset hvor dårligt de må have indfriet deres forventninger, har hun forståelse for, at hendes kolleger ikke kan sige fra.

»I Filippinerne er jeg nærmest blevet kendt. En slags superstarter. Mine venner er meget misundelige på mig, og de siger: ’Årh, du er i Europa’.« Hun griner.

»Selv om jeg bare gør rent og studerer, så er det en stor ting for dem hjemme i Filippinerne.«

Så der er også mange, der ikke tør stå op imod systemet, fordi de i forvejen føler sig forkælede, forklarer hun.

Krævende og smålige

80 procent af de interviewede ønsker, at ordningen enten bliver afskaffet eller udskiftet med en ordning, som i stedet gør au pairerne til fuldtidsansatte tjenestefolk.

»Det er ulideligt at være au pair, når familien i virkeligheden har brug for en stuepige. Hvis de hyrede en rengøringsdame, ville det sikkert koste omkring 100 kroner i timen, men den her løsning er jo ikke andet end billig arbejdskraft,« siger Vanessa Faith Agreda på vegne af sine landsmænd, som hun føler, at hun på baggrund af sin undersøgelse kan repræsentere.

»Vi ønsker, at systemet enten ændres radikalt eller fjernes. Det føler jeg mig i stand til at sige. Og selv om jeg ikke er stødt på sager om vold og voldtægt, er der tonsvis af eksempler på overarbejde og verbal mishandling.«

— Man har hørt om voldtægter og om, at nogle værter betaler au pair-pigerne nogle ekstra hundrede kroner for sex. Hvad har du hørt om den slags?

»Altså, jeg har jo ikke 100 procent klare og objektive data, ligesom jeg ikke kan fortælle den endegyldige sandhed. Men netop den slags, som du der nævner, er jeg ikke stødt på i mine interview, men jeg har hørt om det i nyhederne. Ligesom dig.«

Vi går en tur fra rosenhaven over Strandvejen mod Hellerup Station.

– Hvad tænker du om de her enorme huse?

»Ikke så meget,« siger hun. »At de må være svære at gøre rent. Og at de altid er meget større indvendig.«

En anden ung filippinsk kvinde, som kommer trækkende med sin cykel, stopper op og smalltalker på filippinsk. Hun har også deltaget i undersøgelsen, siger Vanessa Faith Agreda, da vi går videre.

– Hvad tænker I om danskerne?

Hun tøver lidt og kigger på mig.

»Jeg er ked af at sige det, men vi er ikke længere overbevist om, at danskerne er det lykkeligste folk i verden. Vi kan bare ikke se det eller føle det, når vi møder jer. No offense please,« smiler hun. »Men til gengæld er jeg imponeret over, at I er meget … ydmyge. Og at I altid er der til tiden,« siger hun.

— Men hvordan beskriver de mange, der er flygtet fra deres værtsfamilier, danskerne?

»Hos dem er opfattelsen mest, at danskere er krævende og smålige. Og phoney.«

Vi går i stilhed et par minutter, indtil hun vinker efter en ny ung filippinsk kvinde på den anden side af gaden.

Kilde: Information

Updated: 12 maj 2012 Tags: Denmark Culture